Jeg er vokset op ude på landet, hvor vores nærmeste nabo lå 5 km væk og vores ”by” bestod af ca. 100 huse. Vores skole var en rigtig lille landsbyskole, hvor der ikke gik meget mere end 70 børn af gangen. Dette gjorde det nu ikke til en dårlig skole, nærmere tværtimod. Faktisk var skolen helt fantastisk – både til at lære os det faglige, men også til at lære os det sociale. Hver fredag havde hver klasse for eksempel kåret ”ugens sødeste” som så kom op til morgensamlingen og fik en lille gave. Jeg havde været deroppe et par gange, for jeg gjorde mit bedste for at være en god veninde. Engang havde jeg set en dreng fra de større klasse tage min venindes iPad Pro cover af. I stedet for at fortælle de voksne det, var jeg gået hen til ham og havde sagt, at hvis han lagde hendes cover til iPad Pro tilbage, så ville jeg ikke sige noget. Han endte faktisk med at lægge hendes iPad Pro cover tilbage, for han havde fået en iPad mini 4, og til den er det jo kun iPad mini 4 cover der duer. Og heldig som han var, fik han et cover til iPad mini 4 til sin næste fødselsdag.
På scenen
Da sommeren nærmede sig og skoleåret gik på held fik vi at vide, at hver klasse skulle kåre ”årets sødeste”. Den person, som blev valgt til ”årets sødeste” ville få en større gave som tak for hjælpen gennem årene. Jeg stemte på min veninde Kristina, for hun havde givet sit iPhone 6s cover Apple til Kristian, fordi hans iPhone 6s cover ikke passede til hans egen telefon. Da dagen kom og hver klasse skulle kåre ”årets sødeste” var jeg virkelig spændt – og det viste sig at være mig der vandt! Alle vinderne fik en stor gave, men skulle åbne den samtidigt. Det viste sig, at vi fik iPhone 6s cover – og flere af dem. Jeg valgte selv at beholde et iPhone 6s læder cover, men så gav jeg Kristina et etui til iPhone, for det synes jeg hun havde fortjent.